I 2014 fyldte vi 50 år. I den anledning var journalist Ole Stephensen på besøg hos Birthe og Aksel Benzin til en snak om, hvordan det hele startede.

Der er dækket op til kaffe med lunt brød og croissanter inde i stuen. Men først skal der hilses ordentligt på husets vigtigste beboer og familiens absolutte overhoved, to-årige Gustav, der ligesom sine tre forgængere i embedet er en cockerspaniel.

„Kommer dine hunde også i møblerne?“, spørger Birthe, mens hun – ikke særligt overbevisende – forsøger at skubbe Gustav ned fra den ene sofa.

Da jeg parkerede min bil på gårdspladsen, så jeg, at der holdt en ældre, for ikke at sige gammel, Volvo 940 foran huset. Sådan én har jeg også haft en gang. Birthe og Aksel har bare deres endnu. Der er nok ikke grund til at udskifte noget, der er godt nok eller kan repareres. Hvorfor tænkte jeg ikke sådan, inden jeg lånte penge i banken til en ny?

Kontor i fodenden
Aksel Benzin A/S fødtes så at sige i soveværelset.

„Ja, vi havde et stort soveværelse, hvor der sagtens kunne være plads til et skrivebord, hvis vi flyttede lidt rundt på møblementet“, fortæller Birthe. „Og så afleverede jeg min feriemærkebog til Birthe. Der var, hvad der svarer til en månedsløn, så vi havde lidt at stå imod med den første måneds tid“, fortsætter Aksel.

Holdt den så en hel måned, vil jeg vide.

„Der er aldrig blevet hævet på den“, smiler de begge to.

Birthe og Aksel mødte hinanden i 1958, mens de begge arbejdede i Sygehusforeningen. I 1961 fik de papir på hinanden og flyttede i lejlighed på Ericavej i Vangede lidt nord for København.

Lejligheden var på 122 kvadratmeter – stor nok til både dem selv, virksomheden og de to drenge, der kom til, Claus og Niels.

„Og så afleverede jeg min feriemærkebog til Birthe. Der var, hvad der svarer til en månedsløn, så vi havde lidt at stå imod med“

- Aksel Benzin

Under en frokost i 1960 traf Aksel en gammel studiekammerat fra Teknikum, Holger de Neergaard. Neergaard var ejer af ingeniør- og handelsfirmaet Aage Christensen.

„Jeg mangler en salgsingeniør“, sagde han til Aksel, „er det noget for dig?“.

Og pludselig sad Aksel så ene mand og solgte anlæg til råstofindustrien. Det varede nogle år, inden Aksel i 1964 købte sig fri for 85.000 kroner, som han og Birthe afdrog over 5 år, og på den måde lagde grundstenen til Aksel Benzin A/S.

Aksel ved intet om økonomi
Arbejdsdelingen var klar fra starten. Aksel var sælger og skaffede kunder i butikken. Birthe tog sig af det økonomiske, både privat og i virksomheden.

Birthe læner sig ind over bordet, mens hun kaster et sideblik til Aksel.

„Han har ikke for fem flade øre forstand på økonomi. Den dag i dag ved Aksel intet om, hvad det koster at bo i det her hus. Han ved ikke noget om indretning og indkøb af de ting, der skal bruges i et hus. Det er mig, der har styr på det“, siger hun. Og det bliver ikke sagt på den der moderne måde, hvor der ligger en skjult kritik af, at „han laver sgu aldrig noget herhjemme“. Det er bare en konstatering af, hvordan ægteparret har valgt at leve deres liv – og fået det til at fungere.

I den store lejlighed på Ericavej var der et rum, som havde egen indgang og eget toilet. Det havde tidligere været udlejet, men stod nu tomt. Efterhånden som virksomheden voksede ud af soveværelset, blev det kontoret. Så sad Aksel derinde og arbejdede, mens Birthe tog sig af resten af huset og børnene. Dog ikke mere end at Aksel viderestillede telefonen, når han havde travlt.

Forretningen voksede hurtigt, men vilkårene var de samme.

„Det kom lidt til at gå ud over børnene“, fortæller Birthe, mens hun tænker tilbage på tiden, hvor familie- og arbejdsliv kom til at flyde fuldstændig sammen. Det var hårdt, særlig når man tager i betragtning, at ingen af børnene sov igennem, før de var 14 måneder.

Med pyjamas og morgenhår
På et tidspunkt havde Aksel Benzin A/S indgået en aftale med asfaltvirksomheden Pankas. Skæbnen ville, at direktøren fra Pankas, Werner Larsen, valgte at komme på uanmeldt besøg hos den virksomhed, han skulle til at handle med. Og af en eller anden grund valgte han at komme en dag, hvor Aksel var på farten, og Birthe havde både telefonen, virksomheden og ikke mindst ungerne at tage sig af. Som den travle kvinde hun var, havde hun ikke fået pyjamasen af efter morgenmaden, da det ringede på døren.

„Jeg aner ikke, hvad der fór gennem hovedet på ham, da jeg åbnede døren med pyjamas og morgenhår“

- Birthe Benzin

„Udenfor stod denne mand, og jeg aner ikke, hvad der fór gennem hovedet på ham, da jeg åbnede døren med pyjamas og morgenhår“, griner Birthe, mens Aksel husker, at „det jo gik fint, vi fik handlen“.

At virksomheden fik så god en start og videreudviklede sig til en rigtig god forretning, handler mest af alt om de to menneskers gåpåmod, evne og vilje til at få det hele til at fungere.

„Den personlige kontakt er altafgørende, fordi meget af det her handler om at have tillid til hinanden“

- Aksel Benzin

„Og så handler det om personlige kontakter. Den personlige kontakt er altafgørende, fordi meget af det her handler om at have tillid til hinanden. Når vi leverer maskiner til en grusgrav eller et miljøanlæg, så skal det fungere, og hvis noget går galt, skal vi kunne rykke ud med det samme og få tingene ordnet. Sådan bygges tilliden op. Og det er vigtigt i en virksomhed som vores“, siger Aksel.

Marinen og tuberkulosen
Der kommer frisk kaffe og mere godt brød på bordet.

„Du skal lige se denne her“, siger Aksel og viser mig sin søfartsbog fra 1951.

„Jeg ville gerne have været marinesoldat. Men mistanken om en tuberkulose satte en stopper for den drøm“, siger Aksel.

Han blev indlagt på militærhospitalet, men mistanken var ubegrundet og Aksel var næppe udskrevet, før han tog sagen i egen hånd.

„Jeg gik op på ØK og søgte hyre. Det blev til et job på skibet India, der sejlede i fast rutefart mellem København og Fjernøsten“.

Aksel taler med lige så meget varme om sit år til søs, som han taler om sin virksomhed. Og han er glad for, at han fik oprejsning fra titlen som kasseret marinesoldat til en titel som maskinassistent.

Grusgrav ved et tilfælde
Men tilbage til lejligheden på Ericavej.

Væksten fortsatte med Aksel som den udegående sælger og Birthe som den sikre økonom på hjemmefronten. Men en dag kom Aksel hjem fra en tur til det jyske med en ladfuld ringbind.

„Værsgo“, sagde han til Birthe, „her har du en grusgrav“.

„Hvad skal jeg med den?“, spurgte hun.

Og så kom historien om den eneste alvorlige trussel mod firmaets eksistens.

Aksel Benzin A/S havde leveret maskiner til Dangrus i Sønderjylland. Dangrus gik nedenom og hjem. Den største kreditor var Aksel Benzin A/S. Lige under lå nogle tekstilfolk fra Herning, som ikke havde for fem flade øre forstand på at drive en grusgrav. Så valget for Birthe og Aksel var klart – enten skulle de få Dangrus til at fungere, eller også måtte de vinke farvel til rigtig mange penge i tilgodehavender. De valgte – naturligvis – det første. Eller „naturligvis“ er måske et forkert ord at bruge, for det væltede ind med advarsler fra velmenende kolleger, venner og rådgivere.

„Fra nær og fjern fik vi at vide, at vi ikke bare risikerede vores tilgodehavende i grusgraven, men måske kom til at trække Aksel Benzin A/S med i faldet“

- Birthe Benzin

„Alle troede, at vi ville miste alt på den grusgrav. Der var jo ingen, der havde fået den til at være rentabel tidligere. Så fra nær og fjern fik vi at vide, at vi ikke bare risikerede vores tilgodehavende i grusgraven, men måske kom til at trække Aksel Benzin A/S med i faldet“, fortæller Birthe.

„Hvorfor gjorde I det så alligevel?“, vil jeg vide.

„Velsagtens, fordi det var det rigtige at gøre“, siger Aksel. Problemet var på mange måder, at Aksel Benzin A/S ved at eje en grusgrav kom i direkte konkurrence med egne kunder.

„Så vi forstod godt, hvorfor vi fik så mange advarsler, for kan man have tillid til en leverandør, der samtidig er en konkurrent?“.

Her kom tilliden og det personlige kontaktnet ind i billedet.

„Vi kontaktede vores kunder i branchen og forklarede dem situationen. Og vi fortalte dem også, at vi ville tage en krone mere pr. kubikmeter, end de gjorde. På den måde understregede vi, at vi ikke ville forsøge at konkurrere dem ud af markedet, men blot passe på vores egen forretning“, siger Aksel.

Der var forståelse hele vejen rundt, og det varede ikke længe, før Dangrus kunne præsentere et overskud på 400.000 kroner.

Efter fem år med grusgravsdrift blev grusgraven afhændet i 1976, og Aksel Benzin A/S gik tilbage til sin kerneforretning.

Den jyske forbindelse
Helt frem til 1977 havde Aksel Benzin A/S ikke eget lager, værksted og maskinplads. Virksomheden havde indtil videre lejet sig ind i et gammelt pakhus i Vangede. Men i Jylland huserede den stovte sælger Aage Andresen. Han var en sælger af den gode gammeldags type, der var dus med kunderne og ligesom dem godt kunne lide en ordentlig frokost med alt, hvad dertil hører, når der skulle handles. Men for Aage som for alle andre koster det i den anden ende. Og i 1977 fik han klar besked af sin læge. Han skulle sige sit job op og lægge sælgerlivet på hylden. Aksel var rystet og ville gøre, hvad han kunne, for at få Aage til ikke at holde op.

„Holde op?“, spurgte Aage forundret. „Ikke tale om“. Og så forklarede Aage, at det ville være meget bedre for alle, hvis firmaet købte 11.000 kvadratmeter grund i Ulstrup, tæt på Aages bopæl. Så kunne han skifte sælgerjakkesættet ud med en lagerchefkittel, fortsat arbejde for Aksel Benzin A/S, og firmaet kunne få langt bedre forhold for lager, maskiner og værksted. Sådan blev det, og sådan er det.

„Sagen er jo, at jyder vil handle med jyder. Derfor var det faktisk en rigtig god idé at placere lager og maskinhal i det jyske“

- Aksel Benzin

Aksel siger det samme i dag, som han sagde dengang: „Aage var en god mand – man smider ikke gode folk på gaden“. Og så tilføjer han: „Sagen er jo, at jyder vil handle med jyder. Derfor var det faktisk en rigtig god idé at placere lager, værksted og maskinplads i det jyske“, siger Aksel, og smiler, da han kommer til at tænke på valget af mursten til byggeriet. „På det tidspunkt byggede man der på egnen i gule mursten. Vi byggede i rødbrune sten. Det kom der mange kommentarer til“, husker Aksel. Der var nemlig nogle, der mente, at bygherren nok var lidt fin på den, siden „han byggede med samme sten som på Bjerringbro Rådhus“.

På sidelinien
Når man har opbygget en virksomhed som Aksel Benzin A/S, trækker man sig vist aldrig helt tilbage. Og selvom Birthe og Aksel formelt set er stoppet i virksomheden, kommer de tit forbi. Aksel stoppede sin daglige gang i virksomheden for to år siden, Birthe for blot få uger siden efter at have passet på pengene i 50 år. I dag er det sønnen Claus, der kører firmaet videre. Og derfor er det nu kun ham, der repræsenterer familien Benzin på firmaets adresse på Sandtoften i Vangede.

Claus har fra Birthe og Aksel fået det her med den personlige kontakt og den gensidige tillid. Han er ligesom sine forældre en mand, der tror på det gode og rigtige i mennesker.

To sønner – én virksomhed
Men med to sønner, var det så enkelt at finde ud af, at det var Claus, der skulle overtage driften af Aksel Benzin A/S?

„Ja, det var det egentlig“, siger Aksel og fortsætter: „Vores anden søn Niels arbejder i kommunikationsbranchen og har sin egen virksomhed. Det var Claus, der havde lysten og talentet for at gå ind i en virksomhed som Aksel Benzin A/S“.

Claus blev uddannet på Niels Brock, læste på Handelshøjskolen og arbejdede i to et halvt år som sælger i USA, før han som 26-årig startede i Aksel Benzin A/S.

Claus har en anden baggrund end Aksel, der oprindelig er udlært maskinarbejder og ingeniør fra Københavns Maskinteknikum.

„Jeg har haft den tekniske side med fra første dag, hvor Claus har måttet lære teknikken at kende sådan „learning by doing“. Og hvis jeg skal sige, hvad jeg har givet ham med, er det vel det her med det vigtige i personlige kontakter, og at være der for kunderne. Det er vigtigt, at vi også koncentrerer os om den person, der rent faktisk skal betjene de maskiner vi sælger. Du skal have fødderne solidt plantet i jorden“, siger Aksel.

„Jeg har haft den tekniske side med fra første dag, hvor Claus har måttet lære teknikken at kende sådan „learning by doing“

- Aksel Benzin

Og Aksels egne fødder er i hvert fald solidt plantet i jorden. Der er ingen tvivl om, at rigtig mange ser op til ham som iværksætter og inspirator.

Idolerne
Hvem ser du selv op til, Aksel?

„Jeg beundrer folk som Haldor Topsøe, Mærsk og Dyne-Larsen“.

Tja, det kan jeg sådan set godt forstå – de har jo tjent rigtig mange penge. Men for Aksel er det sekundært.

„Det er ikke det, at de har tjent penge. Det er dem velundt. Nej, jeg tror, at uanset om de havde tjent penge eller ej, ville de have gjort det samme. Det har i alle tre tilfælde været lysten, der drev værket. Jeg tror, at de har det som mig, at det skal være sjovt at drive virksomhed, ellers kan man lige så godt lade være“, slutter Aksel.

Når Claus ser sig omkring i den fortsat ekspanderende virksomhed, kan han tænke tilbage på dengang, hvor hans mor blev overfuset af den lokale bankbestyrer i Handelsbanken i Gentofte gade på grund af et overtræk på 8.000 kroner. Birthe var ikke sådan at ryste. Hun gik hjem, betalte enhver sit og lånte aldrig en krone mere i banken. Gad i øvrigt vide, om Aksel overhovedet er klar over det.

Det er på tide at takke af. Aksel sidder også og kikker lidt på Gustav.

„Jeg tror, vi går en tur rundt om søen“, siger Aksel. Det er en sætning, han siger to-tre gange hver dag.

„Det skal være sjovt at drive virksomhed, ellers kan man lige så godt lade være“

- Aksel Benzin

Birthe og Aksel kommer ikke til at kede sig. Huset trænger til maling, børnebørnene skal holdes i ørerne, sommerhuset skal besøges noget mere, og til september går den første ferie i mange år med skib til Færøerne og Island.

På vej ud kikker jeg længselsfuldt på 940’eren. Hvorfor var det nu, jeg lånte penge til en ny bil dengang?


FAKTA

Aksel Benzin

Født på Nørrebro i 1925 som den yngste af tre søskende. Søn af en typograf/musiker og en bogbinderske. Opvokset på Amager. Udlært maskinarbejder på Atlas i Køben­havn og senere uddannet ingeniør fra Københavns Maskinteknikum.

 

Birthe Benzin

Født i Aalborg i 1937 som den næstyngste af fire søskende. Datter af en rørlægger og en hjemmegående husmor. Udlært kontorfunktionær på Hotel Phønix i Aalborg.

 

Gift 1961

To sønner, Claus (1961) og Niels (1965)

To svigerdøtre og tre børnebørn

Hund, Gustav (2011)

Egen virksomhed i 1964

Bor i Hellerup