PÅ BESØG HOS BENNY RASMUSSEN & SØN A/S

GILLELEJEBARNET

Gilleleje-barnet

Benny Rasmussen er en legende i vognmandsbranchen. Og ikke kun på grund af sine sjove lastbilsmotiver. For Benny er et brand i sig selv – kendt for at gå i folk med træsko, sin underspillede humor og gode næse for forretning.

Fætter BR. Det er bare ét af Benny Rasmussens mange kælenavne. Og det er ikke kun forbogstaverne, han har til fælles med den glade legetøjsmaskot. For Benny er et legebarn og ”tosset med Disney”, som han selv siger det. Det er tydeligt for enhver.

De fleste af Bennys 35 lastbiler er dekoreret med kendte figurer fra Disney-universet, men der er også blevet plads til både Batman, Spiderman, Daffy Duck, Asterix og Obelix. Men tag ikke fejl. For selvom tegneseriemotiverne afslører Bennys bløde side, er han en skarp forretningsmand, der ikke er kommet sovende til sin succes.

Rundtur i Abegrotten
Benny kender branchen ud og ind og frem og tilbage. Som 27-årig startede han sit eget vognmandsfirma, der med tiden er vokset til 45 medarbejdere. Det velkørende tegneseriehold fra Gilleleje leverer sten, grus, knust beton og flydende asfalt til kunder i hele Nordsjælland og Storkøbenhavn. Mange af færdigvarerne laver firmaet selv. Blandt andet i Dagerød Grusgrav, der også kaldes Abegrotten – med dens høje skrænter, lyse grus og forskellige plateauer.

benny rasmussens grusgrav

Tre grønne Powerscreen-anlæg er det første man møder i Dagerød Grusgrav.

Vi møder Benny i grusgraven tæt på Hornbæk, hvor tre grønne Powerscreen-anlæg knokler løs. Det nyeste – et Warrior 1800 sortereanlæg – er i fuld gang med at harpe jord, mens Benny viser rundt på pladsen.

Jeg havde en lidt mindre model før, men den her har endnu større sigteareal, så kapaciteten er 30-40 procent højere.

- Benny Rasmussen

”Jeg har kun haft Warrioren i en måned. Jeg havde en lidt mindre model før, men den her har endnu større sigteareal, så kapaciteten er 30-40 procent højere”, forklarer Benny.

”Det er et unikt stykke værktøj, og der ryger fand’me mange tons igennem om dagen. 2.000 vil jeg skyde på. Modsat mange andre vil vi gerne tjene penge på at sælge råjorden, som har den helt rigtige mængde af sand heroppe. Det kan anlægget lynhurtigt sortere”, fortsætter han.

benny rasmussens warrior 1800

Warrior 1800-sortereanlægget harper omkring 2.000 tons jord om dagen.

Grusgravens let sandede overjord er guld værd for Benny. Det er en mangelvare i store dele af Nordsjælland, og råjorden er for leret i andre områder af Danmark. Så hvorfor ikke bruge de materialer, han har lige ved hånden?

Benny er gået i højden
Vi bliver ramt af en tyk tåge af sand, grus og støv. Grusgravens to maskinførere, Dan og Torben, suser forbi i deres læssemaskine og dumper, og vi går over pladsen mod de to andre Powerscreen-anlæg: Et Chieftain 1400 sortereanlæg og en CT80 opstakker.

Det er et halvt år siden, at Benny købte opstakkeren. Med en stakkehøjde på lidt over 10 meter og plads til næsten 2.000 m3 under båndet, er den hurtigt blevet en stærk makker til de andre anlæg.

benny rasmussens ct 80 opstakker

10,2 meter – det er stakkehøjden på Powerscreen CT80-opstakkeren.

”Opstakkeren kan ondulere det hele og lave sådan en bunke på en dag”, fortæller Benny og peger på den store mile med færdigvarer.

Det giver en stor brændstofbesparelse, men hvor mange liter, det er, går jeg ikke så meget op i.

- Benny Rasmussen

”Og vi behøver ikke at bruge tid på at flytte materialerne med gummeren undervejs. Det giver en stor brændstofbesparelse, men hvor mange liter, det er, går jeg ikke så meget op i”.

benny rasmussens powerscreen opstakker ct 80

Chieftain 1400-sortereanlægget sender materialerne direkte videre til CT80-opstakkeren.

Ikke så meget pjat
Det er ikke tilfældigt, at grusgravens tre anlæg har mindre end et år på bagen. Udstyret skal være i orden, og derfor vælger Benny ofte at opgradere til en nyere model i bytte for den gamle. Det er blevet til omkring 20 anlæg fra Aksel Benzin A/S gennem 25 år.

Kender man Benny, ved man, at der er kort fra tanke til handling. Og at handlen skal ske ansigt til ansigt og ikke sovses ind i formaliteter.

benny rasmussens grusgrav

Chieftain 1400 har en fødekasse på 11,5 m3 og en kapacitet på 400 tons i timen.

”Jeg gider ikke at vente en uge på svar. Prisen skal på plads med det samme, og jeg vil ikke bruge min tid på papirarbejde. En mundtlig aftale og et fast håndtryk, det er sådan, vi gør det”, fortæller Benny og fortsætter:

”Det er også derfor, jeg har handlet med Aksel Benzin A/S i så mange år. De er ligeglade, om man er en stor eller lille kunde. Man får den samme behandling, og der er ikke så meget pjat. Det handler om mere end kroner og ører. For dét, der virkelig betyder noget for min virksomhed, er den hjælp og service, jeg får. Hvis noget går i stykker, bliver tingene lavet med det samme, og det er alle pengene værd”.

Royal modstand
Benny er vant til at arbejde solen sort. 14-15 timer hver eneste dag. Men også i sin fritid har han fuld fart på og asfalt under dækkene. Bag rattet på en ombygget Ford Escort fra 1968. Sammen med vennen Erik Høyer, der er tidligere racerkører og stuntmand, kører de ræs i weekenderne. Op til ti grand prix’er om året – med royal modstand fra både Prins Joachim og Kongen af Le Mans, Tom Kristensen.

benny rasmussen på kontoret

Motorløbstrofæerne skinner i vindueskarmen på Benny Rasmussens kontor.

”Jeg har altid brændt for motorsport. Og da jeg som 55-årig lærte Erik Høyer at kende, tog det ene ord det andet, og pludselig sad jeg selv bag rattet”, forklarer Benny.

Og da jeg som 55-årig lærte Erik Høyer at kende, tog det ene ord det andet, og pludselig sad jeg selv bag rattet.

- Benny Rasmussen

Benny er også berygtet for sin årlige julefrokost. 20 år i træk har han samlet godtfolk fra branchen til et brag af en fest, som altid falder første fredag i januar.

”Den får hele armen, og 60-65 af vores leverandører og samarbejdspartnere er med. For jeg vil gerne være venner med alle, og det er sjovt at mødes i festligt lag. Det gode er også, at vi får lavet et tæt netværk, hvor man kan handle lidt på kryds og tværs”, forklarer Benny med et smil.

Motoren er stadig varm
Benny runder et skarpt hjørne til næste år, hvor han fylder 70. Og selvom han fortsat er hjertet i vognmandsforretningen, har han skruet en tand ned for tempoet.

”Tidligere var jeg den første, der kom, og den sidste, der gik. Men i dag sover jeg lidt længere. Gerne til klokken 6-7 stykker”, fortæller Benny, der ikke har nogle planer om at skifte træskoene ud med sutsko lige med det samme.

kontoret hos benny rasmussen og soen

Torben, Celine, Benny og sønnen Morten styrer 35 lastbiler fra kontoret i Gilleleje.

”Så længe jeg er rask, glad og har noget at byde på, bliver jeg ved. Og når det er slut, efterlader jeg firmaet i gode hænder hos min søn Morten”.

Morten Rasmussen er vokset op med motorstøj og dieseldampe, og han har været med på vognen i mere end 15 år. Firmaet hedder faktisk Benny Rasmussen & Søn A/S, og Morten har lært vognmandsbranchen på den helt rigtige måde, hvis man spørger Benny – nemlig bag rattet på en lastbil.

Morten har sønnen Victor på 2 år, der allerede har to speciallavede minilastbiler, som Benny har fået hjem fra Scania i Irland.

”De var godt nok ikke nemme at få fat i, men han kan jo lige så godt blive flasket op med lastbiler fra start af”, siger Benny og smiler med et glimt i øjet.

”Det kunne da være meget sjovt, hvis han overtog virksomheden efter min søn en dag. Men det må de to finde ud af, når den tid kommer”, fortsætter han.

Legebarn på strømpesokker

”I kommer kun ind, hvis I tager skoene af”, siger Benny, da han åbner den store glasdør til kontoret i Gilleleje. ”Vi går alle sammen på strømpesokker her”.

benny rasmussens to minilastbiler

Benny kan lige klemme sig ind i barnebarnets minilastbil, som selvfølgelig også har tegneseriemotiver på siden.

At Benny er et legebarn og bidt af en gal lastbil, er vi ikke i tvivl om, da han viser rundt på kontoret. Væggene er plastret til med fotos af hans farvestrålende lastbiler, og der står motorløbstrofæer rundt om på hylderne. En stor hal ved siden af kontoret er indrettet som legeplads med både racerbane, Formel 1-simulatorer og Victors to minilastbiler.

”Der er noget at lege med for alle. For det må godt være lidt sjovt, når man har fri”, fortæller Benny.

benny rasmussen i grusgraven

Benny har ingen planer om at gå på pension. Men når han en dag siger stop, står Morten klar til at overtage vognmandsforretningen.

Men vognmandsfirmaet er ikke den eneste forretning, som han brænder for.

”Jeg har også et lille handelsfirma, hvor jeg sælger entreprenørmaskiner og lastbiler ved siden af. Det bruger jeg meget tid på. Så jeg er absolut ikke bange for, at jeg kommer til at kede mig, når jeg en dag giver nøglerne til vognmandsfirmaet videre til Morten”, slutter han.


FAKTA

BENNY RASMUSSEN & SØN A/S
• Etableret i 1979
• Ledes af Benny Rasmussen
• 45 medarbejdere og 35 lastbiler
• 2 grusgrave – og én mere på vej
• Vognmandskørsel med bl.a. jord, sand, sten, grus og asfalt
• Har 7 mobile knusere, sortereanlæg og opstakkere fra Aksel Benzin A/S
• Ligger i Gilleleje, 60 kilometer nord for København