GROVÆDERNE

Grov-æderne

For 20 år siden startede to gode venner en lille smedevirksomhed. I dag er den ikke så lille længere. Her får du historien om hvordan MIS Recycling blev Danmarks største knuseentreprenør og nu er begyndt at æde sig ind på andre forretningsområder.

Martin Henriksens og Henrik Hvids fælles historie starter på en fodboldbane i Sorø. De er syv år. Martin har målmandshandsker på, og Henrik er angriber.

Jeg var sindssygt bange, når den store mand tyrede bolden mod mig.

- Martin Henriksen

Drengene boede 900 meter fra hinanden og efter første fodboldkamp hang de sammen som velcro. Det er mere end 30 år siden, og drengene er for længst blevet til mænd. Men drengerøve er de stadig. Med stort D!

Fra Midtsjællands Industri Smedie til MIS Recyling
For 20 år siden startede de MIS Recycling. Dengang hed det godt nok Midtsjællands Industri Smedie, men det fandt de hurtigtkørende gutter snart ud af, var lige jordnært nok. Der var brug for et navn, som de kunne vokse i, og som også fungerede uden for kongerigets grænser. Mindre end et år efter de var startet ændrede de navnet, og det var nok meget godt tænkt, for i dag kører MIS’ maskiner både hos vores blå-gule naboer mod øst og i landet med de billige dåseøl mod syd.

Der stod ikke et ringbind med en nedskrevet forretningsplan på deres kontor, men de havde masser af drømme og krudt i røven. Én ting var i hvert fald helt sikkert:

„Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville være millionær. Og jeg tænkte meget over, om man skulle blive bager, grønthandler eller noget helt tredje for at blive det“, fortæller Martin.

De to Porscher på parkeringspladsen foran virksomhedens hovedkvarter i Fjenneslev afslører, at det vist er gået meget godt med at opfylde den del af drømmen. Det er de „højbenede“ modeller de kører, naturligvis. De skal jo kunne komme frem i grusgrave og på miljøpladser, når de er ude at se til deres medarbejdere eller aflevere chokoladeæg, som de gør til påske.

Fik svendebrevet i hånden og sagde op
Henrik skulle egentlig have været landmand. Den plan tog kartoffelkuren i 80’erne livet af, men kælenavnet „Farmer“ hænger stadig ved. I stedet tog han en uddannelse som klejnsmed.

Den dag jeg fik svendebrevet i hånden, gik jeg ind til værkføreren og sagde op, kørte hjem til Martin, og så startede vi virksomheden.

- Henrik Hvid

Martin havde tyvstartet lidt. Født og opvokset til duften af diesel og smøreolie kunne han alligevel ikke blive bager eller grønthandler, uanset hvor mange millioner der var i det. Han skulle være smed.

„Man skal gøre det, man er bedst til. Så er mulighederne der“, fortæller Martin.

Martins far var også iværksætter. Han havde både vognmandsforretning, skibe og grusgrave. Den perfekte læreplads for en vildbasse med næverne korrekt monteret. Så Martin havde lært, hvordan de store maskiner skulle håndteres og havde hurtigt fået lavet en stabil kundekreds af entreprenører rundt omkring på Sjælland. Og der var mere end rigeligt smedearbejde til både Henrik og Martin.

„Vi knoklede 18 timer i døgnet. Vi svejsede og svejsede. Og når vi skulle have mad, kørte vi bare på McDonald’s. Om aftenen så vi film. Dagen efter var det det samme igen“, fortæller Henrik.

Første knuseopgave
En del af de maskiner, Martin og Henrik lavede service på i deres smedevirksomhed, var knuseanlæg. Her kunne de se, at de store anlæg var alt for omkostningstunge for mange af de mindre entrepre­nører, som slet ikke brugte dem nok til, at det var rentabelt. Det gav dem en idé: I stedet for at entreprenøren skulle have sit eget knuseanlæg, ville det være meget smartere og langt mere økonomisk, hvis han kunne betale sig fra at få tingene knust. En fast pris pr. ton, så vidste entreprenøren også altid hvad han havde med at gøre.

Martin og Henrik startede med at leje et knuseanlæg hos Aksel Benzin A/S, efter at de havde fået overtalt den første kunde til en knuseopgave. Det gik meget godt, så året efter købte de deres eget anlæg – et godt brugt Brown Lenox med en kapacitet på 1.000 tons om dagen.

Jeg kan huske at min svigerfar trak el på anlægget. Det var noget gammelt skrammel, men det kørte sgu godt.

- Martin Henriksen

Grovædere
I 2003 krydsede MIS Recycling for første gang både Storebælt og Lillebælt for at løse en opgave i Jylland. Knuseanlægget kom aldrig tilbage til Sjælland, og i dag har MIS Recycling også en afdeling i Fredericia.

I dag er der mere end 45 navne på lønningslisten, og det ene anlæg er blevet til 12, der tilsammen tygger sig igennem mere end 15.000 tons på en helt almindelig hverdag.

Der er ikke meget lille killing over MIS længere. Recyclingvirksomheden er blevet en glubsk altædende grovæder, som ikke længere nøjes med at gafle jernbeton, tegl og asfalt i sig, men sætter tænder i alt, hvad der bliver serveret.

Altædende
I 2014 fik de 12 store knuseanlæg selskab af tre grønne maskiner fra Komptech til neddeling og sortering af rødder, træstød, have-/parkoverskud og andet „blødt“ mate­riale. I dag står der dagligt træaffald på menuen hos MIS, og kælenavnet „knusekongerne“, som de kaldes i branchen, er faktisk ikke længere helt dækkende, for de kan meget mere. Til gengæld giver „efternavnet“ Recycling rigtig god mening, for med de grønne maskiner producerer MIS også miljøvenlig, CO2-neutral biomasse.

Et af de grønne anlæg er en Komptech Crambo 5000. Det er et langsomtgående neddelingsanlæg på bælter. Crambo 5000 er ikke kræsent og kan fodres med både Europaller og store beskidte trærødder fyldt med sten og jord. De 134 skarpe tænder på de to rotorvalser flår hvad som helst fra hinanden. Produktet er biomasse, der først og fremmest sælges som bæredygtigt brændsel til kraft-varmeværkerne, mens en stor del af det også går til pladefabrikkerne, som fremstiller krydsfiner og spånplader.

Hvis der er meget jord og andet organisk materiale i det neddelte affald, sender MIS det en tur igennem deres Komptech Nemus 2700. Det er et tromlesortereanlæg, der sigter jord og sten fra træet og laver et renere færdigvareprodukt. Pro­dukterne skal nemlig være helt rene, for ellers er de ikke noget værd for kraft-varmeværkerne. Og konkurrencen er skarp.

Engelsk affald
„Lige nu oversvømmes de danske forbrændingsanlæg af affald fra England. De har så meget affald derovre, at de er villige til at betale flere hundrede kroner tonnet for at få det brændt af“, fortæller Henrik.

Lige nu oversvømmes de danske forbrændingsanlæg af affald fra England.

- Martin Henriksen

Men selvom englænderne sejler bjerge af affald til Esbjerg Havn og betaler i dyre domme for at komme af med det, kan forbrændingsanlæggene ikke klare sig. De har brug for tørstof som støttebrændsel for at kunne fyre affaldet af, og her er den grove træflis, som MIS kan producere med maskinerne fra Komptech, den største lækkerbidsken.

„I øjeblikket er der mest efterspørgsel på de grove fraktioner. Og det er fordi, det skal blandes op med det engelske affald“, forklarer Henrik.

Ud over Crambo 5000 og Nemus 2700 har MIS også en Komptech Multistar M3, som er et stjerne-sortereanlæg, der kan lave tre meget præcise fraktioner. Multistar’en arbejder diesel-elektrisk, er meget økonomisk og kan let omstilles til MIS Recyc­lings forskellige opgaver.

„Vi vil gerne lave de mest fleksible fraktioner, så vores kunder kan sælge deres varer til flest mulige formål. For eksempel har de svenske kunder brug for at finstoffet er helt frasorteret, så materialet kan brændes i et forbrændingsanlæg“, siger Henrik.

Pionerer
På MIS Recyclings hjemmeside er der et interaktivt kort, hvor man kan se, hvor nogle af MIS’ mange maskiner arbejder.

„Vi var nødt til at lave det sådan, at man ikke kan zoome helt ind og se den præcise adresse. Ellers var det jo et skattekort for dieseltyve“, fortæller Martin.

Martin og Henrik har ikke længere tal på, præcis hvor mange maskiner de har kørende i marken – men der er mange flere, end dem man kan se på kortet.

De to venner er i det hele taget helt fremme i arbejdsstøvlerne, når det handler om nye tiltag. For eksempel er de begyndt at bruge mobile stakketransportører for blandt andet at spare på dieselforbruget og producere bedre færdigvarer. Den nyeste model hedder Telestack LF520 og kan lave en færdigvarebunke på 9,4 meter i højden.

„Vi bruger Telestack’erne i forlængelse af vores knuseanlæg. Så hvor vi før skulle have en gummiged kørende og tage fra hele tiden, kan vi nu lade knuseanlægget stå og køre i meget længere tid, før færdigvarebunken er blevet så stor, at vi må flytte“, forklarer Martin.

En Telestack-stakketransportør bruger meget mindre brændstof end en stor tung gummiged. Så ved at lade „geden“ stå og græsse lidt længere imellem turene til og fra færdigvarebunken, bliver dieselregningen væsentligt lavere.

Men det er ikke kun for regnskabets skyld, MIS er begyndt at bruge Telestack. Stak­ke­­transportørerne gør også en forskel for slutproduktet.

Løs og tør bunke
„Fordi færdigvaren opstakkes med transportør, lægger den sig mere løst i bunken, end hvis man kører den op med gummiged, som jo komprimerer færdigvaren under sig. Sådan en gummiged vejer let 35 tons. Når færdigvaren ligger løst, er den meget nemmere for kunden selv at grabbe fra. Der er faktisk kunder, der siger, at vi ikke må komme uden Telestack’en på grund af det“, fortæller Martin.

En anden fordel ved at opstakke sin færdigvare med transportør er, at bunken lægger sig i en jævn kegleform. Det be­tyder nemlig, at bunken ikke tager imod regnvand og at færdigvaren holder sig tør og er let at arbejde med.

Nye roller
Tilbage på fodboldbanen i Sorø var det Martin der stod mellem målstolperne – og sprang for livet, når Henrik tyrede bolde efter ham – i dag er rollerne byttet rundt.

„Martin har hele tiden så mange planer og idéer. Han skyder konstant fra hoften, mens jeg bruger lidt tid på at samle og bearbejde de forskellige ting. Og ind imellem kører Martin simpelthen i så mange retninger på samme tid, at det er umuligt at følge med“, fortæller Henrik.

Martin har hele tiden så mange planer og idéer. Han skyder konstant fra hoften, mens jeg bruger lidt tid på at samle og bearbejde de forskellige ting.

- Henrik Hvid

Her er vi måske helt inde ved kernen i deres succes. Martin er nu angriberen, der dribler op og ned af banen og sender idéer i alle retninger. Henrik er målmanden, der griber de bedste idéer og sørger for, at de bliver sendt ud til de rigtige spillere på banen. Et sammenspil der har varet i over 30 år.

---