GULD, GRUS OG GRØNNE ANLÆG

GULD, GRUS OG GRØNNE ANLÆG

En ildsjæl i Odsherred. Med guldkæde, guldringe og guldlogo på arbejdsjakken. Grus på hjernen. Og masser af grønne Powerscreen-anlæg.

I en grusgrav lidt uden for Højby. Få hundrede meter fra Solvognens fundsted. Her møder vi Hans Henrik Pedersen, som alle i byen og branchen kender som Grusmesteren. For han har gravet grus på egnen i 35 år, og i 2007 købte han sin egen grusgrav og startede Nordvestsjællands Sten og Grus. Så kælenavnet lå lige til højrebenet.

”Det har jeg heddet, siden jeg begyndte at grave heroppe, og det siger jeg også, når jeg tager telefonen”, griner Grusmesteren.

Holder fast i dét, der virker
Grusmesteren byder os indenfor til en kop kaffe i den øverste af to skurvogne stablet ovenpå hinanden. Herfra kan han kigge udover ”Moderhullet”, som han kalder grusgraven ved Højby, og tage en pause fra arbejdet. Dem var der ellers ikke mange af i de første år som Grusmester.

”Man kan ikke vokse sig stor med det samme, så de første tre år kørte jeg alene for fuldt kedeltryk og reparerede selv maskinerne”, husker han.

Kigger man udover Moderhullet, er det tydeligt for enhver, hvilke anlæg Grusmesteren foretrækker. Fire grønne Powerscreen-anlæg står rundt mellem bunkerne med jord, sten og grus, og han har flere i sine to andre grusgrave.

Da jeg startede op for mig selv, købte jeg de to første værker af Benzin-karlen, og i dag er jeg vel oppe på 6-7 mobilanlæg fra dem. Plus nogle knusere.

- Hans Henrik Pedersen

”Da jeg startede op for mig selv, købte jeg de to første værker af Benzin-karlen, og i dag er jeg vel oppe på 6-7 mobilanlæg fra dem. Plus nogle knusere”, fortæller Grusmesteren og fortsætter:

”Jeg kunne ikke finde på at køre andet end Powerscreen, for der sker sgu noget med de anlæg. De fungerer bare, når man starter op under dem, og de har en god kapacitet. Jeg har også prøvet andre mærker, men det var ikke en succes. Så jeg holder fast i dét, der virker!”.

Grusmesterens filosofi
Der er ét særligt punkt, hvor Grusmesteren adskiller sig fra de fleste andre råstoffolk i branchen: Han køber nemlig kun brugte anlæg. Og sådan har det altid været.

”Vi kører jo ikke fuld knald på vores anlæg hver dag, så et brugt anlæg er bedre end at investere i nyt. Det er sådan min filosofi. Og det er også sjovere at have lidt flere maskiner, så du ikke hele tiden skal rende og skifte sold, når du skal lave en anden sortering. Så går vi bare over til den næste og tonser videre på den”.

”Levetiden er også lang på de her Powerscreen-anlæg. Og hvis man endelig skal reparere noget på dem, så gør det altså ikke noget. Den klarer vi selv, og vi har vores egen smed, som også skal have noget at lave”, fortæller Grusmesteren med et smil.

Når der skal nye, brugte maskinkræfter til, ringer Grusmesteren til Claus Benzin, der altid finder det rigtige anlæg til at sortere de store læs med råstoffer, som kunderne efterspørger.

”Han skal nok få tryllet et eller andet frem, som jeg kan bruge. Så får vi en god snak og drikker en guldbajer til at lukke handlen. Benzin er sgu en god samarbejdspartner, fordi de står inde for dét, de sælger. Er der et eller andet, som ikke lige er i orden, så bliver det fikset. Det er ikke til diskussion, og det kan jeg godt lide”.

Så får vi en god snak og drikker en guldbajer til at lukke handlen. Benzin er sgu en god samarbejdspartner, fordi de står inde for dét, de sælger.

- Hans Henrik Pedersen

”For mig er det vigtigt med gode relationer og mennesker, du kan stole på. Vi er i en branche, hvor alle stort set laver det samme. Så folk kommer ikke igen, hvis de ikke kan lide dig, og du skal kunne stå inde for dét, du laver. Sådan har jeg altid haft det, og sådan er det også med Aksel Benzin”, forklarer Grusmesteren.

Rundtur i Moderhullet
Da kaffen er drukket, spørger Grusmesteren om vi kunne tænke os en rundvisning i grusgraven. Det takker vi ja til og hopper ind i hans sorte BMW X5 med lyse lædersæder. Det første, vi kører forbi, er en gammel stakketransportør.

”Jeg mener, den er fra 1982, men den fejler ikke noget. Og der er jo ingen grund til at smide sådan en ud, når den fungerer. Jeg har lavet anlægget om til hydraulik, så det sagtens kan bruges i dag. Vi kan godt lide at udvikle nogle ting selv”, forklarer Grusmesteren.

Og stakketransportøren er ikke den eneste maskine, som har fået en kreativ og kærlig hånd. Men det vender vi tilbage til. Tre Chieftain 2100-sortereanlæg står rundt omkring i grusgraven, og netop den Powerscreen-model har Grusmesteren et særligt godt øje til. For med op til 600 tons i timen har anlægget den perfekte kapacitet til grusgraven ved Højby.

Men det er ikke kun sten, grus og jord, som Grusmesteren langer over disken. Vi stopper op midt i grusgraven, hvor to gravemaskiner er i fuld gang med at læsse ler.

Vi fik taget en prøve, og det viste sig at være noget helt fint og tæt blåler. Den slags man køber i Brugsen til juledekorationer.

- Hans Henrik Pedersen

”Det er ler, de læsser dernede. Normalt når man finder ler i en grusgrav, bliver man sur, for det kan ikke bruges til noget som helst. Men vi fik taget en prøve, og det viste sig at være noget helt fint og tæt blåler. Den slags man køber i Brugsen til juledekorationer. Så blev det lidt sjovere, vil jeg sige”, fortæller Grusmesteren og smiler.

”De store entreprenører bruger det til at lave lermembraner til tætning af bassiner, diger, spuns, kloakker og sådan nogle ting. Så det sælger vi en pæn sjat af. Og vi har også leveret til det store broprojekt ovre i Frederikssund”, fortsætter han.

Største ”høvding” i landet
Med grus knasende under dækkene kører vi væk fra Moderhullet og lidt længere ned ad Lyngvejen, hvor Grusmesteren har en anden og lidt mindre grusgrav. Her står et enkelt anlæg som ensom majestæt – en Chieftain 2400, der er det allerstørste anlæg i Powerscreen-familien og det eneste af sin slags i Danmark.

”Du kan godt se, den ser lidt voksen ud. Den stod bare i et hjørne, da jeg købte grusgraven ved Bregninge af Ove Andersen. Problemet var, at der ikke var nogen fødekasse på den, og jeg tænkte, hvad fanden skal jeg bruge den til?”.

Men så fandt jeg en brugt fødekasse, og vi satte et længere bånd på og malede det hele i Powerscreen-farven, så det passede sammen. For det skal sgu se ordenligt ud.

- Hans Henrik Pedersen

”Men så fandt jeg en brugt fødekasse, og vi satte et længere bånd på og malede det hele i Powerscreen-farven, så det passede sammen. For det skal sgu se ordenligt ud. I dag laver vi sandfyld på den, og den har en fantastisk kapacitet. Omkring 700 tons i timen, hvis du rigtig fyrer til. Det er sådan set meget pænt”, fortæller Grusmesteren.

Foderbræt, fodbold og fadøl
På vej tilbage mod skurvognene i Moderhullet fortæller Grusmesteren begejstret om, hvad han laver, når han ikke har sten og grus under støvlesålerne.

”Jeg har en mejetærsker, for det er man nødt til at byde sig selv, når man er grusmester. Jeg kørte meget maskinstation i gamle dage, men nu tærsker jeg kun for at stresse af og hygge mig. For så tænker jeg ikke på grus, og jeg synes, det er skidefedt”.

”Jeg er også sponsor af Vig Fodboldklub, hvor vi mødes en gang imellem for hyggens skyld. Her kalder de mig faktisk Grusministeren, så der har kælenavnet lige fået et nøk op”, griner Grusmesteren og fortsætter:

”Der må gerne være lidt sjov og ballade, så jeg har også købt min egen pølsevogn, et fadølsanlæg og en gammel traktor, som jeg giver ture på. Det blev alt sammen brugt, da vi holdt Sankt Hans heroppe sammen med vores naboer sidste år. Det var en rigtig hyggelig dag”, husker han.

Et bjerg at tonse løs på
Klokken slår 12. Der bliver stille i grusgraven, og mens motorerne køler af, kommer gryden med varme røde pølser på bordet! Et bord, der bugner med sennep, ketchup, ristede løg og alt fra pølsevognens menukort.

Inden vi siger farvel, går snakken på fremtiden for Grusmesteren, som godt er klar over, at hans råstoffer ikke varer evigt.

”Vi får jo kun tiårige tilladelser til at grave, og der kommer jo heller ikke mere grus. Så jeg regner med at fortsætte i ti år og grave færdigt heroppe. Og dukker der noget nyt op, må vi se på det til den tid”, forklarer han og fortsætter:

”Jeg har to piger på 21 og 26, og det ville da være rart at give grusgravene videre til dem en dag. Men det ligger ikke i kortene, og der skal jo også være noget, som er værd at overtage”.

”Jeg har egentlig altid drømt om at have et bjerg, som jeg kan æde mig igennem. Bare stå hele dagen og tonse løs. Er du sindssyg, det ville være godt”, slutter Grusmesteren med et stort smil.

---